Entreprenør Juul & Nielsen overtager Johny Larsen Snedkerier, der er Danmarks førende inden for fremstilling af specialdesignet inventar, interiør, udstillinger mv. i træ og metal. Overtagelsen giver nye forretningsmæssige muligheder og synergier ved at samle de specielle kompetencer i samme koncern. Johny Larsen Snedkerier fortsætter aktiviteterne under samme navn fra de nuværende faciliteter. Ledelsen overtages af Juul & Nielsen.
Entreprenør Juul & Nielsen har overtaget Jonny Larsen Snedkerier og styrker dermed sin position i markedet. Overtagelsen giver Juul & Nielsen mulighed for at fastholde inventar- og interiøropgaver i koncernen, bl.a. i forbindelse med virksomhedens mange byggerier for hospitaler, institutioner, skoler og biblioteker. Og Johny Larsen Snedkerier får tilgang til en langt bredere vifte af potentielle kunder med henblik på at udvikle og styrke forretningen.
Johny Larsen Snedkerier har gennem årene opbygget en særlig kompetence inden for fremstilling af specialdesignede skranker, inventar, interiør, figurer samt eksklusive døre, porte, indgangspartier og køkkener. Med sine 30 medarbejdere og avancerede CNC-styrede maskiner leverer Johny Larsen Snedkerier i dag en række avancerede specialfremstillede løsninger.
“Det er et perfekt match. Vi får en række forretningsmæssige synergier og styrker samtidig vores faglige udvikling og byggestyring i hele opgaveløsningen. Vi har i dag en stærk position inden for institutionsbyggeri. Her er der masse af inventar- og interiøropgaver, som vi nu kan fastholde i koncernen. Samtidig får vi en stribe nye medarbejdere, der fuldt ud deler vores kerneværdier om håndværksmæssig kvalitet og rettidig levering. Det styrker den faglige udvikling,” siger adm. direktør Tommy Nielsen fra Juul & Nielsen.
Juul & Nielsen Gruppen er straks gået i gang med at udbygge aktiviteterne i Johny Larsen Snedkerier. Der er allerede på få dage skabt en bemærkelsesværdig ordretilgang og ansat en håndfuld nye højt kvalificerede medarbejdere. Tommy Nielsen forventer at ansætte yderligere 15-20 erfarne medarbejdere i Johny Larsen Snedkerier i den kommende tid.
Johny Larsen Snedkerier er i dag fast leverandør til Tivoli og har f.eks. fremstillet indgangspartiet til forlystelsen Den Flyvende Kuffert, har lavet tilbygning til det kinesiske hus, legepladser samt diverse figurer og forlystelser til haven. Johny Larsen Snedkerier er også fast leverandør af kosmetikstande og udstillinger til Chanel i hele Norden til brug i lufthavne, butikker mv. og har i årevis leveret inventar til parfumeafdelingen i Magasin, Illum m.fl.
Johny Larsen Snedkerier har også fremstillet en række specialdesignede receptionsskranker for Mærsk Data, Georg Jensen og Arken samt diverse bardiske, kantineskranker, mødeborde mv. Virksomheden er netop nu ved at lægge sidste hånd på en serie af specialdesignede skranker til det norske hovedbibliotek. Her har virksomheden i samarbejde med en IT-virksomhed udviklet en skræddersyet løsning til biblioteker.
“Det er optimalt for Johny Larsen Snedkerier at få en ‘storebror’ med så stærk en forretningsmæssig udvikling og vækst. Det giver helt nye muligheder for at udvikle og udbrede de helt specielle håndværksmæssige løsninger, som vi arbejder med. Det giver endnu bedre løsninger for vores kunder. Samtidig tilfører Juul & Nielsen en solid kompetence inden for ledelse, HR, tilbudsgivning og administration,” siger Lars Møller fra Johny Larsen Snedkerier. Juul & Nielsen har gennem de senere år stået for en række ombygninger for bl.a. Rigshospitalet, Hillerød Hospital, Herlev Hospital og Skejby Sygehus. Og virksomheden er i gang med renovering af et større antal skoler for Københavns Kommune og har stået for den 20.000 m2 store ombygning af Hans Nansens Gård på H.C. Andersens Boulevard til to af Københavns Kommunes forvaltninger.
Juul & Nielsen har netop indgået en rammeaftale med Metroselskabet om bygningsændringer i forbindelse med etablering af den nye metrolinje Cityringen. Og virksomheden har samtidig indgået nye rammeaftaler med Århus og Frederiksberg kommuner.
“Vi har formået at fastholde vores omsætning gennem de sidste to års krise i byggeriet. Dermed har vi reelt styrket vores position i markedet. Med overtagelsen af Johny Larsen Snedkerier ruster vi os til fornyet vækst og fastholder samtidig et tårnhøjt fokus på det gode håndværk. Der er igen ved at komme gang i byggeriet, og vi har allerede deltaget i lige så mange større udbudsrunder som hele sidste år. Vi har i foråret vundet en stribe total- og ho-vedentrepriser i København og Århus, bl.a. i konkurrence med de største entreprenører. Så jeg tør godt spå om fortsat vækst,” siger Tommy Nielsen.
Johny Larsen Snedkerier fortsætter sine aktiviteter fra de 2.000 m2 store lokaler i Albertslund, kun få kilometer fra Juul & Nielsens hovedkontor i Glostrup. Ledelsen overtages af direktionen i Juul & Nielsen med Tommy Nielsen i spidsen, mens den daglige ledelse af Johny Larsen Snedkerier fortsat varetages af Lars Møller og Torben Andersen, der begge har årelang erfaring med at drive snedkervirksomhed.
Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Tommy Nielsen, Juul & Nielsen, mobil 20 74 68 02
Snedkermester Lars Møller, Johny Larsen Snedkerier, mobil 26 30 95 63 |